Ny børneudviklingstræner for U6-U9
Michael Jensen
Kære medlemmer
Vi kan med stor glæde fortælle, at Michael Jensen har takket ja til rollen som ny børneudviklingstræner for U6-U9 i Hvidovre IF.
Michael tiltræder officielt den 1. september og afløser Asser Vittrup Nielsen, som desværre ikke har mulighed for at fortsætte i rollen.
Asser har fået udvidet sit ansvarsområde i Divisionsforeningen. Det vil dels kræve mere af hans tid og dels kunne skabe interessekonflikter i forhold til rollen som børneudviklingstræner i HIF. Det er derfor en naturlig og forståelig beslutning, selvom vi naturligvis er kede af at skulle sige farvel til Asser i rollen.
En stor tak til Asser
Asser har gennem de seneste år ydet en stor og meget positiv indsats for klubben. Han har spillet en central rolle i udviklingen af hele U6-U9-segmentet og har bidraget til at skabe en stærkere og mere sammenhængende ramme for både børn, trænere og forældre.
Derudover har Asser været meget aktiv i udviklingen og implementeringen af blandt andet Get Movin, DBU Børneklub og klubbens samarbejde omkring børnefodbolden med F.C. København.
Selvom Asser stopper som børneudviklingstræner, siger han heldigvis ikke farvel til HIF. Asser vil fortsat være træner i klubben, have sine børn i HIF og have sin daglige gang på anlægget.
Vi skylder Asser en stor tak for hans engagement, faglighed og store arbejde for klubbens yngste spillere. Asser vil altid være en del af HIF-familien, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med de nye og udvidede opgaver i Divisionsforeningen.
Velkommen til Michael
Michael er et mangeårigt medlem af Hvidovre IF og et engageret foreningsmenneske med et stort kendskab til klubben.
Han har gennem årene haft flere roller i HIF og har blandt andet været årgangsansvarlig for 2010-årgangen samt træner og holdleder i både pige- og drengesegmentet. Han har tidligere arbejdet tæt sammen med flere af klubbens nuværende trænere og ledere og kender både klubbens værdier og hverdagen omkring vores børn og frivillige.
Michael har desuden tre fodboldbørn, som alle har været en del af HIF, og han har derfor oplevet klubben fra både trænerens, lederens og forælderens perspektiv.
Frem mod den officielle tiltrædelse vil Michael og Asser samarbejde om en god og grundig overdragelse, så vi sikrer størst mulig kontinuitet i arbejdet med U6-U9.
Vi glæder os meget til samarbejdet og håber, at hele klubben vil være med til at byde Michael varmt velkommen i den nye rolle.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Hvidovre IF Fodbold