Menu

Hvidovre IF vinder M+32 – bedste lokale række.

image OB holdet, der spillede den sidste turneringskamp mod AB
Jacob Kornerup, Sportslig ansvarlig
20. oktober 2019 kl. 13:16
… Nu venter semifinalen og forhåbentlig finalen om DM

Den 13. oktober 2019 vandt Hvidovre IF (HIF) officielt M+32 Øst rækken med et forspring på hele 9 point til rækkens nr. 2 fra AB og 10 point til nr. 3 fra KB (der for første gang længe således ikke spiller med om DM titlen). Stort tillykke med den flotte indsats og medaljerne. Forza HIF!

Sidste år rykkede Hvidovre IF (HIF) suverænt op i den bedste række – se tidligere indlæg her. Holdet har her fortsat sin dominans, hvor man lige fra starten i foråret lagde sig i spidsen og har praktisk taget ikke set sig tilbage siden. Samlet er 18 kampe spillet, med 14 sejre, 3 uafgjorte og kun en enkelt kamp tabt. Og en målscorer på imponerende 56-20. Foråret bød kun på ét enkelt nederlag, som var mod rivalerne fra AB. I efteråret var der en smule mere modstand med tre uafgjorte kampe, hvor AB i turneringens sidste kamp igen tog point mod HIF. Se slutstillingen her.

Allerede i denne weekend blev kampene om DM så indledt. Her møder de bedste hold fra lokalunionerne hinanden i kvart- (øst), semi- og finale (se struktur nedenfor).

HIF skulle i deres kvartfinale således en tur til Bornholm lørdag 19. oktober 2019, hvor Rønne IK (RIK) var modstanderen. Kampen blev heldigvis vundet 4-5 efter den blev unødvendigt spændende. Hvidovre IF kom hurtigt bagud på en friløber til RIK, hvor HIF snorksov. Herefter kom HIF tilbage i kampen, da Kenneth Rasnis fik tilkæmpet sig et straffe, som sikkert blev sparket ind. Jesper Fosgaard scorede herefter til 1-2 og efterfølgende også til 1-3 på et godt hovedstød. Derefter havde HIF endnu en stor chance, som desværre ikke blev udnyttet. I stedet kostede en kommunikationsfejl i forsvaret igen, og RIK fik reduceret til 2-3, som også blev pausestillingen. HIF kom godt ud til 2. halvleg og fik scoret til 2-4, igen ved Kenneth Rasnis. Af uforklarlige årsager trak HIF sig herefter tilbage og RIK fik scoret to mål på hjørnespark og fik således udlignet til 4-4. I de døende minutter fik Jesper Fosgaard heldigvis scoret til slutresultatet 4-5 ved en god soloaktion 😊.

Dermed er HIF videre til semifinalen og skal lørdag den 26. oktober 2019 møde AB kl. 13.00. AB blev som tidligere nævnt nr. 2 puljen, og som bedste DBU Sjælland hold mødte de Nykøbing FC (DBU Lolland-Falster) i deres kvartfinale. Her vandt AB 1-2. Semifinalen bliver helt sikkert en tæt og svær kamp, eftersom AB jo som tidligere nævnt hentede fire point mod HIF i turneringen.

Se DM Øst stillingen her.

 

Old Boys-DM

Årets turnering afvikles jf. nedenstående (med forbehold for ændringer), hvor man i Vest mødes i to semifinaler (DBU Fyn og DBU Jylland ude/hjemme) og øst mødes i én kvart finale (DBU Bornholm/DBU København og DBU Lolland-Falster/DBU Sjælland knald og fald) og efterfølgende én semifinale (knald og fald). Herefter mødes vinder af Øst og Vest i finalen:

Vest:

  • Lørdag den 19. oktober 2019 kl. 13.00: DBU Fyn - DBU Jylland
  • Lørdag den 26. oktober 2019 kl. 13.00: DBU Jylland - DBU Fyn 

Øst:

  • Lørdag den 19. oktober 2019 kl. 13.00: DBU Bornholm - DBU København & DBU Lolland-Falster - DBU Sjælland:
  • Lørdag den 26. oktober 2019 kl. 13.00: Vinder DBU Bornholm/DBU København - Vinder DBU Lolland-Falster/DBU Sjælland

Finale:

  • Lørdag den 2. november 2019 kl. 13.00:       Vinder Øst - Vinder Vest

 

Læs også kort notits på DBUK nyheder: https://info-dbukoebenhavn.dk/4I0K-OPY9-66228CGVE2/cr.aspx